Sol- og Vandtrappen i Bjerringbro

Sol og vandtrappen i Bjerringbro

Dejligt opholdssted ved Gudenåen

Sol- og Vandtrappen er placeret lige i smørhullet af Bjerringbro, hvor broen over Gudenåen knytter den nordlige og den sydlige bydel sammen. Det er samtidig det sted, hvor byen møder naturen og de rekreative arealer langs med Gudenåen. Og samtidigt udgangspunkt for Kjællinghøl-ruten.

Sol- og Vandtrappen blev anlagt af Viborg Kommune i 2010. Idéen om trappeanlægget opstod i forbindelse med udarbejdelsen af Centerplanen for Bjerringbro By i 2004.

Anlægget består af en stor trappe i granit, der formidler terrænforskellen mellem Brogade og det grønne område ved Gudenåen, ligesom det formidler overgangen fra byrum til landskab.

Sol- og Vandtrappen

Trappen fungerer som et opholdselement, med god mulighed for at sidde i læ for vinden med ansigtet mod solen, at være en del af bylivet, men også at være helt tæt på vandet og naturen.

I forbindelse med trappen er opbygget en stor opholdsflade ved Brogade og en rampe ned mod vandet med forbindelse til en flyde-ponton ud i åen. Rampen ned til vandet er anlagt efter gældende forskrifter for handicappede.

Fra trappen peger rækker af fliser videre ud i græsset, som fingre der forgrener sig ud i landskabet. De øverste rækker danner en mindre parkeringsplads for 8-10 biler. Spredt på det grønne område er plantet enkeltstående træer af rødel, poppel og hvidpil.

Sidst opdateret: 14.07.2017